Klubmodul henter siden
Båddyk - Vrag, M-575 14.7.2024
Der er desværre ikke flere ledige pladser
Der er plads på ventelisten. Du kan tilmelde dig, når du er logget ind

Båddyk til Vraget Minestryger M-575 i Øresund

 

Beskrivelse: 

Tysk minestryger på 488 depl.ton og 59,30 meter lang, bygget på Joh. C. Tecklenborg i Bremerhaven som byggenummer 294, skibet blev afleveret 16. august 1917 til Kejserliche Marine og fik nummeret M 75. I forbindelse med modernisering, ændredes navnet omkring 1940 til M-575.
 
Den 1. marts 1945, afsejlede M -575 fra København med kurs mod Ålborg. Der var varslet storm hvilket ikke burde give skibet problemer, men efter at have rundet Kronborg, fik de nordvestenvinden at føle for alvor og de fik nogle voldsomme vaskere. Da skibet kl. 19.25 var på højde med Hornbæk, blev der flere steder meldt om indtrængende vand og kort tid efter, besluttede 1. officer på broen at vende om og sejle mod Helsingør.
 
Hvad der herefter skete er lidt uklart, men under – eller umiddelbart efter denne manøvre, krængede skibet så voldsomt at vandet væltede ned i kedler og maskinrum, hvilket fik skibet til at krænge endnu mere. De voldsomme søer væltede ubønhørligt ned over det nu dødsdømte skib og kun få har kunne nå at fatte hvor alvorligt situationen var, før havet tog dem. Af besætningen på 69 mand slap kun 6 med livet i behold, mange er frosset ihjel uden trøst i det oprørte hav og endnu flere nåede slet ikke ud af skibet, inden det sank på 26 meter vand.
 
Dette vrag er der blevet dykket meget på i mere end 30 år nu, flot er det da også hvis man er lidt heldig med sigten, som er meget vekslende pga. at vraget ligger i et strømfyldt farvand. Der står eksempelvis en kanon ude foran og her er der også mulighed for at svømme ind og kigge under dæk. (Dog skal du være vant til at dykke på vrag. før dette anbefales)
 
Vraget ligger på sin bagbord side og broen er sunket mere end halvt ned i bunden, den del der er fri er ret ødelagt, man kan dog svømme ind og kigge ud af vinduerne på forsiden af broen, som er lavet af messing !? Bagerst på vraget står endnu en kanon, men den er helt nede i bundniveau og svær at få øje på. I dette område ligger også en del minestrygnings udstyr, de såkaldte “raslekasser”, som kunne få miner til at detonere ved at efterligne skruestøj. Vraget lodder cirka 7 meter op.

 

Turleder og spørgsmål kan stilles til: Charlotte Cavagnaro telefonnummer: 2044 9136


Bådkaptajn: Erik Holmgaard 
Aspirant: Charlotte Cavagnaro

 

Dykkerledelse: Aftales med Turleder. Forventes at gå på skift mellem de hold der ikke er i vandet. 

 

Dybde og antal dyk:

Toppen af vraget ligger på 19 meter og bunden på 27 meter

Der planlægges med 2 dyk.

 

Forudsætninger: CMAS**, PADI Advance eller tilsvarende
Hvis du er under uddannelse og gerne vil deltage på dette dyk, så skal du sikre en aftale med en instruktør forinden tilmelding. 
Endvidere skal du også kontakte Turleder, så Turleder har mulighed for at planlægge med de kompetencer du har.  

 

Mødetid og sted: 

Søndag 14.7.2024 kl. 8.00 i klubben. Hjemme igen senest kl. 20.00. 
Vi kører samlet afsted og senest kl. 8.45. 1 bil med trailer og 1 bil med båd.  Og måske en bil mere. Så skriv gerne i bemærkninger, om du kan køre med båden eller traileren.


Vraget ligger 6 km nord for Hornbæk - Vi forventer at sejle fra Helsingør

 

Flaskefyldning:
Skal du have fyldt flasker, så skal det gøres senest dagen før. Der er nogle i klubben lørdag kl. 11.30 - 12.50 og igen fra kl. 16 .00 til 17.00. 

Skal du låne udstyr i klubben, så skal dette ligeledes være fundet frem senest om lørdagen

 

Tilmeldingsfrist:

Onsdag den 10.7.2024. Der skal være minimum 5 deltagere før turen bliver gennemført
Vigtigt - Skriv i bemærkninger, hvilke certifikat du har.

 

Pris:

Vi afregner jf. Klubregler for bådbenzin og kørsel. Afregning sker efter debriefing i klubben.

 

Afbud: 

Ønsker du at framelde dig turen skal dette ske senest fredag den 12.7.2024 kl. 12.00

 

Medbring:

Medbring altid noget at drikke, så du ikke dehydrerer. Tag også en fornuftig madpakke med og lidt sødt. 
 

Særligt udstyr:

Selvom solen måske skinner på vej ud, så kan turen blive kold på vej hjem. Og især, hvis du dykker i våddragt. Tag en hue og en regnjakke eller andet varm med, som du kan tage over dig, så du ikke kommer til at fryse. 
Vær specielt opmærksom på også, at huske din dykkercomputer, lygte, kompas og SMB

 

Ændringer af destinations/aflysning:

Da vind og vejr, som bekendt kan drille, finder vi en anden destination, hvis muligt.
Hvis vi nødig må aflyse, så du vil få besked herom, når du er tilmeldt via hjemmesiden 

 

Briefing og debriefing:

Der vil være obligatorisk briefing og debriefing i klubben, samt briefing for selve dykket på båden.


Tilmeldte
8 /8
Tilmeldingsfrist
10.07.2024
Tidspunkt
14.07.2024 kl. 08.00 - 14.07.2024 kl. 20.00
Sted
Klubben
Pris
0,00 kr.
Du har efterfølgende mulighed for selv at rette din tilmelding eller afmelde dig, under 'Mine tilmeldinger'

Kalender

Nyheder

Forum

Herlev Dykkerklub Jernlungerne - Borgerdiget 109 - 2730 Herlev